Hun var smuk. Køligtsmuk med et skarpt blik og et smalt, lidt reserveret smil. Aristokratisk og elegant, slank og stilsikker – og forførende på en absolut uopnåelig måde.
Skuespillerinden Lily Weiding var en kvinde, man tilbad. Ikke en kvinde, man kom tæt på. Billeder af hende som Ibsens livstrætte Hedda Gabler med pistolerne viser en kvinde, der fordrejer hovederne på alle mændene omkring sig. Uden at vente på at se dem falde.
Nu er hun død, 96 år gammel. Hun lod sig først pensionere som skuespiller, da hun var 83 år. Stadig på toppen og med ufravigelig disciplin i sin stærke stemme – efter en bemærkelsesværdig lykkelig skuespillerkarriere.
Dørvogter
Hendes allersidste rolle blev mærkeligt symbolsk for hendes karriere. Det var rollen som den ufravigeligedørvogteri Katrine Wiedemanns geniale opsætning af Strindbergs Et drømmespil på Betty Nansen Teatret i 2007. Lily Weidingsbeskedne skikkelse og hendes furede ansigt udtrykte her den totale lidelse, samtidig med at hendes distinkte stemme var funklende klar.
Et par årtier tidligere, i 1998, spillede hun moderen i Astrid Saalbachs barske jalousistykke Aske til aske – støv til støv på Husets Teater. Lily Weiding spillede moderen til Tammi Østs elskerinde – en mor, der selv havde oplevet rædslerne fra Anden Verdenskrig på sin egen krop, og som med nedtonet flygtningeaccent og nøjsom bitterhed i øjnene fulgte datterens fatale desperation. Denne præstation gav hende en Reumert.
Året efter spillede hun en helt anden slags mor, nemlig den elegante og begavede overklassefrue Mrs. Higgins i Mogens Pedersens kloge iscenesættelse af musicalen My Fair Lady på Det Ny Teater. Hun spændte vidt.
Filmroller fik hun flest af i begyndelsen af sin karriere. På tv skabte hun dog en skæg figur ud af kongens stride søster i julekalenderen Jul på slottet, der senest blev genudsendt i 2013. Hendes stemme havdeen særprægetklang og en kompromisløs præcision, og så sent som i 2007 indlæste hun Karen Blixens Den afrikanske farm. Med overskud.
Debut under krigen
Lily Weiding blev født i København i 1926. Allerede som 17-årig debuterede hun på Frederiksberg Teater. Det var under krigen, i 1942, i Vor by, hvor hun fik et sandt gennembrud. Senere blev hun optaget på Det Kongelige Teaters elevskole, og hundebuterede igen som Solveig i Ibsens Peer Gynt. Hun spilledesidenikke mindst på Riddersalen, men hun havde også lange engagementer på Det Kongelige Teater, og hun blev belønnet med alle landets store teaterpriser. Allerede i 1956 fik hun Teaterpokalen.
Lily Weiding og Sofie Gråbøl i ’Et drømmespil’ på Betty Nansen Teatret i 2007 – hendes sidste rolle.
Jens Dige
Lily Weidings ægteskab med Morten Grunwald blev et stærkt skuespillerægteskab, der holdt. Da de blev kærester, var hun allerede enke for anden gang. Hun havdeførst været gift med skuespilleren Sigfred Johansen, der døde i 1949, og dereftermed skuespilleren Mogens Wieth, der døde som bare 42-årig i 1962, og med hvem hun fikto døtre, Xenia og Julie Wieth.
Lily Weiding var dengang 40 år, og Morten Grunwald var bare 30 år, og ugebladene dyrkede aldersforskellen intenst. Men det skulle være dem. Sammen fik de datteren Tanja – og ægteskabet holdti mere end 50 år, indtil hans død i 2018.
Parret kom til at spille mange forestillinger sammen. Et foto fra forestillingen De fire årstider på Det Ny Teater i 1967 viser en ung, mørkhåret Morten Grunwald klædt i sort, mens en mystisk smilende, lyshåret Lily Weiding klædt i hvidt står bag ham og holder ham på armen. Det var hende, der styrede. Også når delod sig fotografere, og han altid kærligt holdt om hende – eller kiggede ned på hende og kyssede hende. Stolt som bare fa’en.
Vovet casting
I dansk teater var Lily Weiding ikke blot en fremragende og intelligent skuespiller. Hun bidrog også afgørende til, at den nye internationale dramatik kom til København. I 1971overtog Morten Grunwald det lillebitte Bristol Teatret på Strøget, og her skabte Lily Weiding og Morten Grunwald de næste ti år et repertoire af den nye dramatik, der provokerede rundt om i Europa. Parret havde ikke mindst forelsket sig i Samuel Becketts absurde efterkrigsdramatik.
I 1977 kunne Lily Weiding som instruktør præsentere Becketts eksistentielle stykke Mens vi venter på Godot fra 1952. Castet var vovet. For de sære vagabonder, der står på en vej i ingenmandsland og venter på en mand, der ikke kommer, blev spillet af trioen fra Olsen-Banden: Ove Sprogøe, Poul Bundgaard og Morten Grunwald.
Publikum troede, at de skulle ind og se noget sjovt. I stedet kom de ind tilet dybt alvorligtog samtidig urkomiskdrama.
Uforståelig Godot
Måske netop derfor blev forestillingen voldsomt populær. Selv husker jeg, hvordan min nydelige farmor iført frakke og hat tog mig med i Bristol for at se Mens vi venter på Godot. Jeg var kun 13 år og forstod ikke helt, hvad der foregik. Det gjorde min farmor heller ikke. Men jeg kunne mærke, at jeg oplevede en vigtig teaterforestilling – og at der blev pirket til livet og døden. Så når jeg siden har set Beckett, har jeg altid sendt Lily Weiding en kærlig tanke.
Da Morten Grunwald fandt på at skabe teater i det storslåede rum i Østre Gasværk fra 1979 og ikke mindstiscenesatte Mens vi venter på Godot, var det da også med stærk inspiration fra Lily Weiding –helt frem til hans seneste, rendyrkede iscenesættelse på Østre Gasværk i 2013.
Og i denne sæson har Maria Vinterberg overtaget Beckett-stafetten med sin sprudlende Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest. Symbolsk set fra Morten Grunwald og dermed fra Lily Weiding.
I 2018 døde Morten Grunwald af kræft, 83 år gammel. Lily Weiding deltog ikke i hans begravelse, fordi hun var blevet syg. Nu er hunfulgt efter ham. Portnerkonen i Et drømmespil har nu selv åbnet døren ind til døden.
